torsdag den 12. april 2012

Ny køreplan for busser Aalborg-Lindholm fra fredag 13. april


Ny køreplan for busserne Aalborg-Lindholm fra 13. april

DSB forbedrer køreplanen for busserne, der kører fra Aalborg til Lindholm, så de passer bedre til InterCityLyn-togenes afgangstider fra Lindholm til Frederikshavn.

Ændringerne træder i kraft fredag den 13. april 2012.

"Vi supplerer stopbusserne, der standser i Aalborg Vestby, med hurtigbusser, der kører direkte fra Aalborg til Lindholm," forklarer strækningsansvarlig i DSB Mette Grumstrup Pedersen.

I Lindholm har hurtigbusserne forbindelse til InterCityLyn-togene til Frederikshavn. Forbindelsen mellem hurtigbusserne og lyntogene sparer 80 procent af DSB's kunder, der rejser lokalt i Vendsyssel eller til og fra Aalborg, for unødig ventetid i Lindholm.

"I Lindholm holder bussen på forpladsen mellem stationen og Netto, og der er seks minutter til at skifte. I et almindeligt tempo tager det tre og et halvt minut. Der er ikke meget at give af, hvis man er dårligt gående, men vi vurderer, det er en væsentlig forbedring for de fleste, og derfor gør vi det," forklarer Mette Grumstrup Pedersen.

I den modsatte retning er det ved skift fra bus til tog i Aalborg ikke muligt at tilbyde kortere overgangstider, da busserne standser ved rutebilsstationen som ligger et stykke fra banegården.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar