torsdag den 20. september 2012

Danmarks største parkeringsplads ved en station er nu indviet

DSB - Danmarks største parkeringsplads ved en station er nu indviet

I går morges kunne kunderne få frisk kaffe og croissanter på Ringsted Station i anledning af DSB's og Ringsted Kommunes indvielse af 405 nye bilparkeringspladser ved stationen.

Stort behov for flere pladser
Med mere end 6.500 daglige rejsende er Ringsted en station med et stort behov for parkeringspladser, både til biler og cykler. De 394 parkeringspladser, som Ringsted hidtil har rådet over til biler foran stationer, og som næsten hver dag har været fuld belagt, suppleres nu med 405. 

På den nye plads kan der holde 405 biler, ligesom der er plads til cykler og motorcykler, elbiler kan lades op, og der er et "kiss and ride-anlæg", hvor man kan sætte passagerer af.
 - For også at gøre det nye anlæg attraktivt for cyklister og fodgængere har DSB anlagt en cykel- og gangsti på samme side som de nye parkeringspladser.
 - Ringsted Kommune har sørget for tilkørselsforhold og lysregulering til og fra anlægget og vil fremover står for drift og vedligeholdelse af parkeringsarealet.
 - Anlægget er også udstyret med en tæller, der holder styr på antallet af ledige pladser, og så er det samlede anlæg - når man tæller de øvrige parkeringspladser ved stationen med - faktisk Danmarks største parkeringsanlæg ved en station, fortalte Niels Dam, der er bygherrechef i DSB Ejendomme. Han benyttede også lejligheden til at takke alle samarbejdsparterne - ikke mindst for at det lykkedes at overholde tidsplanen og budgettet.

I sin takketale sagde Ringsteds borgmester Niels Ulrich Hermansen ( V) blandt andet:
”Vi er stolte af resultatet og glade for, at vi nu har fået dette flotte parkeringsanlæg og tunnelen. Ringsted er et trafikalt knudepunkt til gavn for både pendlere og studerende. Vi håber, at så mange som muligt vil bruge de fantastiske togforbindelser, vi har i dag, og som vi navnlig får i 2018, når den nye bane står klar”.

Med de nye parkeringspladser bliver Ringsted Danmarks største station målt i forhold til antal parkeringspladser med 800 betalingsfri bilparkeringspladser. 

Flere stationer på vej
Den store udvidelse af parkeringspladsen i Ringsted, der har kostet i alt 42 millioner kroner, er et af de mange projekter, som DSB har gennemført viaPuljen Bedre adgang til den kollektive transport. Både planlægning og finansiering af projekterne sker oftest i samarbejde med kommunerne. 

Blandt kommende stationer, hvor der også skal gennemføres parkeringsprojekter, kan nævnes blandt andet Horsens og Silkeborg.

Se billeder fra de nye parkeringsforhold ved Ringsted Station hér:
SN.dk - Gallerier

Ingen kommentarer:

Send en kommentar