Roskilde Avis - Nye toiletter på rastedpladser
Opslag 11. september 2020.
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk
Danske rastepladser - og særligt de dertilhørende toiletbygninger - er ikke just kendte for at emme af luksus, gennemtænkt design og holdbare materialer.
Men det bliver der nu lavet om på en række steder, herunder på rastepladserne Torkilstrup Nord, Torkilstrup Syd, Kornerup Syd samt Boserup Syd. De nye toiletbygninger er opført af Flex Modul, designet i samarbejde med Krilov Arkitekter, og der er anvendt facadeplader fra producenten Rockpanel.
Dette samarbejde skulle gerne sikre lang levetid, holdbart materiale og æstetisk design. Mens de udvendige facadeplader er sorte, er der anvendt lysegrå plader indvendigt på både vægge og i lofter.
De skarpe linjer giver toiletbygningerne et futuristisk udtryk, og de store vinduespartier i fronten inviterer dagslyset ind i bygningerne, der har inventar af rustfrit stål.
Dermed bidrager bygningernes særlige design og de gode faciliteter til at gøre opholdet på rastepladserne til en behagelig oplevelse, hvor bilister kan holde pause og koble af, inden de vender tilbage på motorvejen.
Robuste facadeplader
Et offentligt toilet skal kunne modstå hyppigt brug samt vind og vejr. Det stiller selvsagt store krav til materialerne.
- Facadepladerne har en lang levetid og er nemme at rengøre og vedligeholde. Samtidig er det forholdsvist enkelt at skifte en plade ud, hvis det skulle blive nødvendigt, fortæller Palle Ramsdal, projektkonsulent hos Rockpanel, og fortsætter:
- En ubemandet toiletbygning står i et virkelig udsat miljø, og derfor er det vigtigt, at facadebeklædningen og den indvendige beklædning er robust og nem at vedligeholde. Overfladerne er behandlet med et materiale, der gør beklædningen stærk over for ridser og graffiti. Det gør alt sammen, at pladerne kan holde i mange år. Derudover er de ikke mindst nemme at håndtere og montere.
20 nye toiletbygninger står allerede klar, og over de næste år vil der løbende skyde flere op rundt i landet.
Læs mere her:
https://sn.dk/Roskilde-Avis/Lort-paa-den-laekre-maade/artikel/1355006
Ingen kommentarer:
Send en kommentar